Skip to content
Menu
NPPA – NEWS VIDEO WORKSHOP I USA 2020

Pris: 24995,- kr. /PU-Støtte: 10000,- kr. (hvad er PU-støtte)
Dato: 13.-21. marts 2020)
Varighed: 8 dage
Hvor: Oklahoma, USA

NPPA – News Video Workshop 2020 i USA – 60 års jubilæum

Tag med til USA og lær af nogle af verdens bedste videofotografer. Du vil få redskaber og formler til at blive en endnu bedre visuel video-fortæller.

I marts 2020 tager vi en uge til The NPPA’s Video Workshop på universitetet i Oklahoma, USA (NPPA – The National Press Photographer Association svarer til Pressefotografforbundet). Workshoppen har har 60 år jubilæum i 2020, og underviserne er nogle af USA’s absolut mest prisvindende fotografer og videojournalister, der hvert år bruger en uge på at lære fra sig. Heriblandt er danske Nicolai Brix at finde som underviser. 

Her lærer du de prisvindende fotografernes hemmeligheder og tricks, der vil kunne løfte og forfine dine egne videofortællinger visuelt. Du vil se timevis af inspirerende tv og opleve personerne bag give dig personlig efterkritik på de opgaver, de giver dig under kurset. Du kommer selv til at optage og redigere 3 små indslag på workshoppen. Der startes med basal introduktion, som forfines i løbet af ugen.

Du kan deltage uanset om du optager med smartphone, DSLR-kamera eller professionelt tv-kamera. Det er nemlig ikke udstyret der er afgørende, men hvordan du bygger din billed-fortælling op, så den bliver seværdig og interessant. Du skal selv medbringe det optage- og redigeringsudstyr, som du er fortrolig med.

Vi rejser samlet derover, bor på samme hotel som underviserne og de fleste kursister, så der bliver rig lejlighed til socialt samvær og netværk.

Kursuslederen er igen den erfarne Carsten Reenberg fra TV2, der har tilrettelagt mere end 40 efteruddannelseskurser – heraf mere end 10 i USA. Han har selv gennemgået transformationen fra 18 år som pressefotograf til 29 år som tv-fotograf – og har deltaget 4 gange i workshoppen. Sidste år blev kurset fuldtegnet på første dag. Så skynd dig, hvis du vil med.

Kurset henvender sig til fotografer der arbejder med levende billeder, hvad end det er til TV-stationer, web-dokumentar eller kommercielle kunder og som gerne vil være bedre til at fortælle.

——-

Link til Workshop: https://nppa.org/training/news-video-workshop

Testimonial

    Evt. spørgsmål til dette kursus kontakt kursusarrangør Robert Wengler på 20430656

Foto: Privat
Foto: Privat
Kursusleder Carsten Reenberg, 65 år, TV-fotograf på TV2-Danmark. Tidligere fotograf på Nordfoto og Fyens Stiftstidende. Vinder af Årets Pressefoto. Har været underviser under Den Journalistiske Efteruddannelse og er intern underviser på TV2-Danmark.

Generelle betingelser:

•Kurset bliver afholdt som rejsekursus men er underlagt NPPA’s News Video Workshop. Kurset foregår med klasseundervisning, foredrag og praktiske øvelser.

•Kurset afvikles primært på engelsk.

•Hver kursist medbringer selv videooptageudstyr og redigeringsudstyr, som man er fortrolig med.

•Kurset starter og slutter i Kastrup Lufthavn i København.

•Hver kursist skal selv tegne en rejse og afbudsforsikring.

•Hver kursist sørger selv for indrejsepapirer (ESTA) til USA.

•Hvis kursisten ikke opnår indrejse i USA er dette kursusudbyder uvedkommende.

•Kurset afvikles som internatkursus og overnatning sker i enkeltmandsværelse.

•Forplejning er for kursistens egen regning.

•Kursusafgiften dækker: Fly Danmark/Kastrup Lufthavn til USA og retur til Danmark/Kastrup Lufthavn, undervisere, workshop, transport og hotel.

•Tilmelding er bindende og kursusprisen refunderes ikke.

•Kursisten er først optaget på kurset når kursusprisen er betalt.

•Alle kursister, der har gennemgået kursus, får et kursusbevis.

•Tilskudsmuligheder: Kursisten betaler selv den fulde kursuspris. Efterfølgende tilskud fra f.eks. Pressens Uddannelsesfond ansøger kursisten (eller kursistens arbejdsgiver) selv om. Som freelancer og medlem af Pressefotografforbundet eller ansat på TV2 eller DR, er det muligt at søge ophavsretsmidler til kurset.

•Kursusprisen er uden moms.

•Kurset bliver aflyst hvis der er mindre end 10 deltagere på kurset.

•Kursusudbyder forventer, at kursisten opfører sig ordentligt og følger kurset/undervisningen. Såfremt det ikke respekteres forbeholder kursusudbyder/kursusleder sig ret til at bortvise/hjemsende kursisten for egen regning.

•Force majeure: Udefra kommende påvirkning af kurset, der har indvirkning på kursets afvikling, herunder aflysning af workshoppen, er kursusudbyder/kursusleder uvedkommende og de kan ikke drages til ansvar for dette. Ej heller af økonomisk art.

 

Andre kurser fra Modulkursus

HOLDUNDERVISNING

ring for info

SOLOKURSER

ring for info

ONLINEKURSER

ring for info
Fima kurser – ring for info